Hvad er hacking?

StopHacking.dk er på ingen måde associeret med Det Kriminalpræventive Råd eller Rigspolitiet

Der er mange forskellige holdninger til hvad en “hacker” laver og hvad “hacking” egentlig er.

I dag bliver hacking primært brugt om IT kriminelle, som bryder ind i computere, typisk over Internettet.

Denne betydning af “hacking” opstod i løbet af 1980′erne, hvor bl.a. filmen War Games blev udgivet. Filmen handler om en ung hacker, som bl.a. bryder ind i computere, og bidrager til at gøre “hacking” til et mainstream ord.

Tidligere var hacking blevet brugt i en anderledes betydning, hvor en “hacker” var en person som var dygtig til at rode med computere, og blev typisk brugt som et kompliment. At “hacke” noget kunne derfor lige så godt være at koble ens kaffemaskine op til Internettet, som at bryde ind i en anden persons computere.

Definition af hacking

Herunder er definitionen af “hacker” og “hack” fra Cambridge Advanced Learner’s Dictionary.

Hacker
“someone who hacks into other people’s computer systems”
Cambridge Advanced Learner’s Dictionary

hack
“[I usually + adverb or preposition] to get into someone else’s computer system without permission in order to find out information or do something illegal”
Cambridge Advanced Learner’s Dictionary

Hvis det oversættes til dansk betyder det helt basalt, at “en hacker er IT kriminel, som bryder ind i andre personers computere” – den moderne definition af hacking.

Hacking historisk set

Ordet “hacker” bliver i dag ofte brugt som synonym med “IT kriminel”. Den oprindelige betydning af ordet er dog en del bredere, og har ikke noget med kriminalitet at gøre. Oprindeligt var en hacker en person, som var dygtig til at lave ting med computere eller andre former for elektronik. At “hacke” en computer betød nærmere at ændre den f.eks. ved at opgradere enkelte dele, eller at skrive et program, som kunne få den til at gøre noget bestemt.

I 1960′erne ville mange have betegnet folk som Bill Gates (Microsoft) og Steve Jobs (Apple) som hackere

Da hacking blev associeret med kriminalitet begyndte mange at bruge ordet “cracking” om de “onde hackere”, som udnytter deres viden om computere til at bryde ind i andre personers computere.

Cracking er dog aldrig blevet et mainstream ord på samme måde som hacking blev i løbet af 1980′erne, og der er derfor mange (gode) hackere som (med god ret) er en smule fornærmede over, at ordet for mange er blevet synonym med IT kriminel.